søndag den 28. februar 2016

Om frihed

Frihed som træder andres friheder under fode er ikke frihed, men ender i slaveri. Man kan ikke påkalde sig højere magter for dette overgreb, og man er bare nødt til at erkende, at det ikke nytter noget at diskutere dette med folk, som er villige til at underkaste sig andres luner.

Uanset om man kalder sig tilhænger af den ene eller den anden religion, så er det vigtigt at erkende, at der var stor klogskab bag Marx da han kaldte religion for "opium for folket."

Religion kan få folk til at gøre de mest bestialske ting over for hinanden.

Man skulle tro, at frihed var 'farlig' for den slags mørkemænd.

Uanset hvilken religiøs godkendelse det iklædes, så er det vestlige samfund baseret på århundredlang tradition for værdien bag ordene, at "jeg er uenig med dig, men vil til enhver tid forsvare din ret til at tænke, tro og mene dette."

Når vi læser om folk som er parate til at hugge hovedet af hinanden, tæve hinanden til døde og alle mulige andre grovheder, så tvivler jeg til tider på, om den slags mennesker kender historien. Kender de mon de tider, hvor de selv ville være underlagt slaveriet, hvis ikke de var en del af samfundseliten? Hvor man ikke fik lige muligheder, hvis ikke anerne var de rigtige? Hvordan ville dommere have det, hvis det var dem selv, der blev underkastet denne behandling?

Spørgsmålene er mange, og svarene få, for vi får ikke lov til at diskutere dette frit, så længe der er folk, som straks råber skældsord efter den, som tillader sig at filosofere over disse begreber. Jeg er fuldkommen ligeglad med hvilken religion folk abonnerer på. Jeg tror på mennesket som øverste væsen her på planeten, og det forpligter os til at opføre os pænt over for alle - uanset race, religion, politisk holdning, seksuel præference eller nogen anden etiket vi kunne sætte på hinanden.

Menneskets frihed er vigtigst, og så længe jeg må gøre hvad jeg finder bedst uden at genere andre, skal alle andre også have lov til at gøre hvad de finder bedst, så længe de heller ikke generer andre.

Det burde være det frihed handler om - i alle livets facetter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar