mandag den 18. januar 2016

Fanatisme - hvad er tankegangen bag?

Når det gælder fanatisme, så er der mange der ikke bryder sig om at sætte ord på tankegangen bag. Hvad er grunden til at den nylige konvertit ofte bliver yderliggående? Hvorfor bliver en nykonverteret muslim mere muslimsk end Muhammad selv, og hvorfor bliver en nykonverteret jøde mere jødisk end Moses selv? Hvorfor bliver nye medlemmer i en sekt fuldkommen kompromisløse?

En egenskab ved fanatisme er, at der opstår en forelskelse. En glæde ved nyfunden 'sandhed'. De føler selv de har fundet sandhedEN, og vil gerne gøre alle andre mindst lige så glade, som de selv er. Grundlæggende en positiv tanke bag - uanset om vi andre kan se det.

Jeg har oplevet flere, som var kulturelt født ind i kulturer, hvor enten den jødiske mand siger: "Hvis jeg har lyst til en rejemad, spiser jeg en rejemad", selvom rejer ikke er kosher - det jødiske ord for rent eller urent kød. Ganske som den muslimske dreng, som fortalte, at da de kom til Danmark, kom de til at spise nogle svinekoteletter, fordi de endnu ikke havde lært det danske sprog at kende.

For nogle en dødssynd - for andre bare en fejl. For os andre, som regel, komplet ligegyldigt...

Man bliver ikke fanatisk af at konvertere. Ikke pr. automatik. Men der er en tendens til, at mange vil omvende andre for at videreføre de sociale relationer de har. Egentlig kan det jo være underordnet om en person vælger noget nyt. Hvis venskabet er stærkt nok, kan man nok overleve at ændre menuen den dag vedkommende kommer på besøg, ikke sandt?

Vi ser det samme i politik. Alt bliver sort eller hvidt. Rigtigt eller forkert. Alle gråtoner er forsvundet, og det sker endda i en tidsalder hvor skærme får millioner af farver, for fanatisme er antonymt med udvikling. Ikke helt afvikling, men i hvert fald i modstrid med den tanke, at vi alle udvikler os forskelligt. For os der er tolerante over for alle, bliver vi 'farlige' i fanatikerens øjne, for hvorfor er vi ikke lige så forargede over xxyyzz som de selv er?

Svaret er enkelt: fordi tolerance fordrer empati. Hvis ikke vi grundlæggende har et åbent sind, så er vi selv fanatikere - og det ikke alene i enten politisk eller religiøs forstand. Man kan også være økologisk fanatiker. "Hvis ikke de har økologiske agurker, skal jeg slet ikke have nogen" har jeg hørt før, og jeg er ved at brække mig over, når folk bliver fanatiske. Hvis nu de økologiske agurker er udsolgt fordi folk har købt ind til en julefrokost eller anden begivenhed, så vælg dog en almindelig, eller vælg et andet tilbehør i salaten...

Ja, jeg ved godt jeg pisser fanatikerne af ved at sige det, men bliv dog voksen. Glæd dig over vi alle har muligheden for at leve positivt i sameksistens med hinanden. Rigtig god dag herfra. :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar